torsdag den 31. maj 2012

Personlig anbefaling


Der har ikke været en opdatering i noget tid, og det er ikke fordi der ikke sker noget, men fordi jeg har problemer med at uploade fotos i øjeblikket.
Nu synes jeg selv, at det er lidt kedeligt med en masse tekst og ingen billeder, så nu prøver jeg noget andet i mellemtiden. Lidt underholdning skal der jo på bordet, mens i venter på billeder af mine chilier, som bliver større dag for dag.

Jeg vil personligt anbefale denne video til alle der værdsætter smukt musik. Jeg er selv lige faldet over den og netop dette stykke vil med garanti, gøre det til en uforglemmelig oplevelse at se solnedgangen i aften.

onsdag den 23. maj 2012

Små chilifrugter

Alle szechuan er gået igang med at blomstre og de kommer ud i solen på altanen hver dag. Det er lykkedes mig at bestøve blomsterne, for de første blomster er faldet af og man kan se de små chilifrugter, som er dannet.

lørdag den 19. maj 2012

Årets første chiliblomst

Det er måske lidt svært at se på billederne, men szechuan er blomstret. Her i morges var der en åben blomst på en af planterne og nu er to mere sprunget ud på samme plante. Der er pollen i blomsterne og jeg har været rundt og ryste dem, så det drysser. Blomsterne dufter af agurk, jeg gad godt vide om det gælder for alle chili eller bare for denne sort.

Kaninbur

Forleden købte jeg et kaninbur på dba.dk efter noget tids søgen. Inspireret af bl.a. http://candselv.blogspot.com/ har jeg besluttet, at jeg skal have en fransk vædder. De, der kender til racen ved, at det er et forholdsvist stort dyr, så det var svært at finde et bur, der var stort nok. Dette bur opfylder kravet om bundareal, som er på 1 m2, men jeg synes at der var lige lavt nok til loftet, så jeg byggede det 20 cm højere.
 Som du kan se har jeg ikke så meget plads at gøre med, så der skal tænkes kreativt engang i mellem.
Tomaterne står faktisk ganske fint ovenpå buret og får på den måde lys næsten indtil solen går ned.
Med tiden er planen, at jeg skal have et par kaniner mere, men det bliver først når jeg har fundet et lille husmandssted jeg kan leje.
Hvis du vil se den lille gut jeg har reserveret så følg linket her: http://www.123hjemmeside.dk/Stald-Rindom/76117751

mandag den 14. maj 2012

Flere projekter på væven


Her ses mulepose-stoffet taget af væven
Trådene klippes af og der bliver syet en kant
Jeg er kommet så langt på muleposen at jeg egentlig burde bruge en symaskine. Da jeg ikke har en, laver jeg en håndsyet kant, der holder trådene på plads. Når jeg kan låne en symaskine, vil jeg lave en pænere kant. Indtil da er projektet lidt på standby. Der skal også væves sider til posen, men det bliver senere.


En anden ting jeg ville bruge væven til, var at lave kludetæpper af stofrester. Jeg har fundet et gammelt sæt sengetøj, som jeg ikke bruger og i stedet for at smide det ud, vil jeg lave det om til et gulvtæppe.
På billedet kan du se stofstrimler, der er klippet af hovedpudebetrækket og viklet til nøgler, som ligger ovenpå dynebetrækket. Jeg kan rigtigt godt lide farvenuancerne og jeg tror det bliver et flot tæppe, men det tager noget tid at klippe stoffet.


mandag den 7. maj 2012

Knopper og et eksperiment

Her er et billed af knopperne på en af mine szechuan. De syv første knopper er fjernet på alle szechuan, så dem på billedet skal blive.
Alle twilight har også lavet knopper, men ingen er nået så langt som szechuan. Det er langt sværere at klippe knopperne af de mindre planter uden at skade dem, specielt på planter hvor chilierne gror opad.

Enkelte planter har jeg taget fra til et lille eksperiment, som jeg laver mens jeg venter på at få solgt mit akvarium.
Fra venstre af ses black pearl, purple tiger og twilight. Fælles for dem er at de er ret små. Black pearl og twilight er egentlig godt på vej, men er stadig mindre udviklet end deres søskende og purple tiger er sået senere og derfor lidt bagud. Lyset i akvariet er et vækstlys og har holdt liv i mange vandplanter over årene, så mon ikke det også kan hjælpe chilierne lidt mere på vej.

søndag den 6. maj 2012

Vævearbejde


Trådene klippes over og bindes sammen.
Stoffet er klippet af på den ene side.
Fuld længde af stoffet, der stadig sidder fast i den ene side.

torsdag den 3. maj 2012

Mini-drivhus

Her er drivhuset jeg har snakket om tidligere. Det er blevet samlet og sat ud på altanen. Den midterste hylde er fjernet og der er sat en plantesæk på den nederste. Det er her tomaterne skal stå, når vejret engang bliver til det og det må det gerne snart, da tomaterne virkelig trænger til at få noget mere jord og noget at støtte sig til.

Her kan i se resten af altanen. Chiliplanterne er ude og blive luftet sammen med ribsbusken. Solen er på altanen fra lidt over middag og næsten indtil den går ned. Det er super varmt derude og der er masser af læ, så man skal lige holde øje med, at planterne ikke kolapser i heden.

tirsdag den 1. maj 2012

Hjemmelavede rødbeder


Så er de syltede rødbeder klar til at blive spist efter at have ligget i lagen i nogle dage. Desværre kommer rødbederne fra et supermarked og ikke fra svigermors have, men da det er hendes opskrift, så blev de alligevel super gode!
Har du rødbeder til overs er der ikke noget bedre end at sylte dem. De smager meget bedre end dem du kan købe færdigtlavet, også selvom rødbeder er købt i et supermarked. Og så der skal meget få ingredienser til. Opskriften er meget simpel, der skal ikke bruges konserveringsmiddel eller henkoges og det tager ingen tid at lave dem. 

Opskrift:

500-700 gram rødbeder

200 gram sukker
1,5 dl vand
3,5 dl eddike

Skyl og rens rødbederne. Kog dem møre (som kartofler). Kog lagen, flå rødbederne og skær dem i skiver. Rødbedeskiverne lægges i et rent glas og lagen hældes over.

For at kunne lave dette uden direkte konservering er der nogle vigtige ting at tænke på:
  • Glasset skal være meget rent! Det skal helst skoldes af kogende vand og renses i eddike.
  • Det er vigtigt, at der ikke bruges mere vand end i opskriften. Forholdet mellem vand og eddike gør at bakterier ikke har optimale forhold. Mangler du væske, så tilsæt eddike.
  • Den store mængde sukker i lagen er også med at stoppe bakterievækst. Brug ikke mindre sukker end i opskriften.
  • Lagen skal koge og gerne i et par minutter. Det er vigtigt at den dækker rødbederne helt.
  • Låget skal lukkes med det samme og glasset skal køles ned så hurtigt som muligt og sættes på permanent køl.
Alt i alt bliver balterierne udsat for flere varmebehandlinger, forkert pH, et højt sukkerindhold (osmose), et kuldechok og nedkøling.