lørdag den 27. oktober 2012

Efterårsret: Gulerodssuppe

Supper hører den kolde tid til og denne er en af de lækre cremede slags.


Opskrift

Ingredienser:
4 gulerødder (kan tilpasses)
1 løg
100 g neutral flødeost
1 liter grøntsagsbouillon
smør

Fremgangsmåde:
Snit løget fint og steg dem klare i smør. Tilsæt revet gulerod, bouillon og ost. brug noget tid på at opløse osten og lad retten koge i 20 min. Smag til med salt og peber.

Hvis man vil have en mere rustik og mættende udgave kan man tilsætte røde linser og bulgur.

fredag den 26. oktober 2012

Efterårsret: Jordskokkesuppe

At spise efter årstiderne er både billigt og miljøvenligt. Lige nu kan man købe fx rodfrugter til næsten ingen penge i butikkerne. Selv fik jeg en stor pose med nyhøstede jordskokker af min svigermor. Så for ikke kun at leve af bagte rodfrugter, fandt jeg en opskrift på jordskokkesuppe og hold da fast en god suppe!
Tilmed er opskriften er simpel og enormt billig.

Opskrift:

Ingredienser:
300 g skrællede jordskokker i tern
1 løg i tern
150 g skrællede kartofler i tern
1 liter hønsebouillon
ca. 2 dl fløde
Citronsaft

Fremgangsmåde:
Svits grøntsagerne i olie i en gryde. Tilsæt bouillon og lad koge i 30 min. Blend suppen og tilsæt føde og muskat efter smag. Smag til med citronsaft og salt og peber. Server med flütes.

torsdag den 25. oktober 2012

Strikket mobiltaske

Jeg har en stor smartphone som jeg holder meget af, men den er umulig at få ned i lommen på nogle af mine bukser. Løsningen på det blev at jeg har strikket en lille taske hvor den kan være i, så jeg kan bruge alle mine par bukser igen.
Som ny i strikkeverdenen synes jeg, at er det svært at finde små nemme projekter, der er overskuelige, hvilket irriterer mig, for jeg har stor lyst til at strikke!

Her er et prøvestykke jeg lavede før jeg gik igang. Det er første gang jeg har lavet dette mønster, så det skulle lige indøves og så gav det en god ide om hvor mange masker jeg skulle slå op. Hvad denne type strik hedder på dansk aner jeg ikke, da de videoer jeg bruger til at lære at strikke med er på engelsk. 
Videoen kan du se her:





Her er stoffet strikket færdig og syet sammen til en pose. Jeg flettede en snor til at sy på, så den kan bæres om halsen.


Det færdige resultat blev efter min mening meget godt. Denne form for strik er meget elastisk, så posen kan godt virke lidt stor til mobilen, men da garnet er 20 % uld, skal der være lidt at give af, når den skal vaskes.

onsdag den 24. oktober 2012

Lækre flødekarameller

Her i begyndelsen af de mørke og kolde tider må man, efter min mening, godt forkæle sig selv en smule. Og for en sukkernarkoman som mig er en af de bedste måder at gøre det på, ved at spise hjemmelavede flødekarameller.
Denne opskrift er hurtig og nem og det er ikke en nødvendighed at bruge et sukker termometer. Det kommer til at være de bedste karameller du nogensinde har smagt!



Opskrift:

Ingredienser
100 g smør
2 dl piskefløde
250 g sukker
1 dl lys sirup
1 tsk vaniliesukker
1 spsk honning (kan undladdes)

Fremgangsmåde
Smelt smørret og tilsæt de øvrige ingredienser. Varmen skal cirka være middel. Rør ofte i gryden, så massen ikke brænder på. Efter ca. 15-30 minutter ændrer massen konsistens til at være mere klar og tyktflydende. For at teste om massen er klar til at blive til karameller skal du lave kugleprøven. Den udføres ved at dryppe en lille smule af massen i meget koldt vand. Den lille dråbe karamel køles derved hurtigt ned og du kan få en fornemmelse af hvordan massen vil være som størknet. Jo længere tid karamelmassen bliver varmet, jo hårdere bliver den, så det er en god ide at stoppe opvarmningen lidt før du synes, at den er der.
Massen skal hældes ud i en form forret med bagepapir og køles ned, hvorefter den kan hakkes eller skæres ud. Opbevar i en lukket beholder i køleskabet.

mandag den 1. oktober 2012

Strikket sjal



Sjalet er inspireret af videoen herunder og er strikket med 80% akryl 20% uld-garn med en løbelængde på 110 m pr 50g og på pind størrelse 6. Det har været et rigtigt lækkert projekt for en nybegynder som mig, da man hurtigt kan se hvor det bærer hen ad. Og så kan det kan gøres så enkelt eller avanceret som man synes.