lørdag den 31. marts 2012

De fylder i vindueskarmen

Så er det første hold blevet ompottet og fylder nu rigtigt godt i vindueskarmen. Senere i dag skal jeg se om der er flere spirer, der har kigget frem, så de kan komme hen til de andre små.

Første spirer fra hold to

Det er måske ikke så nemt at se, men disse fire potter er spiret. Fra venstre har vi to Explosive Ember, en Dolcini og en Marbles. Det kan kun betyde, at de sidste 24 potter snart følger trop og så vil hele vindueskarmen være godt fyldt.

fredag den 30. marts 2012

Bog om chili

Der er ikke noget bedre end, at kontoen er i plus igen og det har jeg valgt at fejre med at bestille denne bog: http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8756787286
Du kender den sikkert allerede og måske står den i din bogreol. Bogen burde komme i starten af næste uge og jeg fik den dejligt billig (synes jeg selv). Jeg bruger nemlig altid bogpriser.dk til at finde det billigste sted. Vil du selv eje bogen, kan jeg anbefale at du bestiller den derfra. Jeg håber at kunne bruge bogen som et opslagsværk og at den vil give mig noget viden om chilier, som jeg ikke har en pind forstand på. Når jeg engang har kigget den igennem og læst den vil jeg måske lave en anmeldelse af den herinde.

Slut med blomster

Så er alle blomsterne på min venus fluefanger visnet og jeg har klippet den lange stængel af, da den var begyndt at hænge en hel del. Billedet her er fra da den blomstrede, hvor jeg holder stænglen. Det giver et godt indtryk af hvor lang den var blevet til sidst.

onsdag den 28. marts 2012

Minidrivhus på altanen

Så er der et lille drivhus på vej til altanen. Hvis du har reklamer fra rema1000 i denne uge, kan du finde den på en af de sidste sider. Den er godt nok lavet af plastisk, har tre hylder og ikke så meget plads, men den passer perfekt til min altan!
Jeg har desværre ikke kunne finde den i min lokale rema, så jeg har været nødt til at sende min far afsted efter en i den by han bor i. Derfor går der også lige noget tid før den rent faktisk står på altanen. Så kan vejret også nå at blive bedre. Lidt højere nattetemperaturer, tak.

lørdag den 24. marts 2012

Bogdrivhus

Nu skal der ske noget og gerne hurtigt. De frø jeg plantede i går er blevet vandet, pakket ind i plastik, smidt under min akvarielampe og isoleret med bøger. Det er jo blevet forår og radiatorerne varmer ikke mere, så jeg kan ikke gøre som sidst og stille potterne ved dem. Ved hjælp at dette lille trick er der dejligt lunt i potterne og det giver forhåbentlig chilierne lyst til at kigge frem snart.

fredag den 23. marts 2012

Hold nummer to

Det tog sin tid, men nu er der plantet fire af hver slags af de nye frø. Jeg har fået fat i bedre jord og lavere potter, så det skulle gerne lykkes. Jeg er lidt sent på den, forhåbentlig når jeg det.

Overraskelse i postkassen!

Det er anden dag i mit rygestop og dermed burde det ikke være muligt at have en god dag. Der tog jeg godt nok fejl!
Det var tid til at befri postkassen for reklamer og se om der var kommet en pakke. Til min store overraskelse var der ikke en pakke, men to. Begge var til mig. Da jeg havde stået forvirret i noget tid, vandrede jeg op ad trapperne og tilbage til min lejlighed. Første pakke jeg åbnede, var den jeg havde forventet, de chilifrø jeg havde bestilt. Pakke nummer to bliver åbnet og der falder også poser med frø ud. Det første jeg tænker er, at der må have været sket en fejl. Men så opdager jeg at der står www.avrshop.dk på. Det var der jeg bestilte mine første frø fra. Stadig rundt på gulvet læser jeg brevet, som er med. Det er ejeren af www.avrshop.dk, der skriver at han har set min blog og læst om mine problemer med mine chili og derfor har sendt nogle frø til mig. Det havde jeg slet ikke forventet. Det er nu anden gang, at der er nogen, der har været så gavmild at give mig frø. Stor tak herfra!
I pakken lå altså disse frø: Dolcini (små peberfrugter), Aurora (chili) og Explosive Ember (chili). Men den gode historie stopper ikke her. Jeg har nemlig i noget tid prøvet at få fat i Explosive Ember uden held. At få en uventet pakke er enormt dejligt, men at få en uventet pakke med noget, man har ledt efter, det kan kun være god karma.
Mange hilsner til www.avrshop.dk herfra!

torsdag den 22. marts 2012

Hjælpen er kommet og mere er på vej!

Nu kan jeg måske redde mine chilier. Jeg modtog for kort tid siden en pakke fra barney.dk, der indholdt en lille flaske superthrive. Det er nu blandet i vandet i vandforstøveren. Forhåbentlig kommer det til at styrke de, der er tilbage og holde dem i live.
I går så det pludselig meget sort ud for mine chilier og jeg gik i panik. Jeg skrev inde på chilifan.dk om jeg kunne nå at så nogle flere chili, da vindueskarmen så lidt trist ud. Der kom hurtigt svar og jeg bestilte nogle frø fra små og specielle chilisorter (også inde fra barney.dk). Jeg bestilte Purple Tiger, Flourescent Purple, Marbles og Royal Black. Jeg er sikker på at pakken kommer snart, den anden kom i hvert fald super hurtigt.

onsdag den 21. marts 2012

Første chili er omplantet

I går var jeg nede for at købe plastpotter, men da der ikke var den rigtige størrelse, købte jeg kun en, for at se om toppen kunne skæres af og dermed passe ned i zinkspanden. Det lykkedes og her i formiddags plantede jeg den første chili om. Dette er en af mine største twilight, som jeg har forsøgt mig med. Jeg håber ikke at jeg er kommet til at skade planten eller jeg har omplantet for tideligt. Som jeg nævnte tidligere er nogle af planterne ved at gå ud og jeg satser på at det her hjælper. Ny jord, masser af plads.

tirsdag den 20. marts 2012

Chilierne krøller sammen

 
Nej nej nej, den er da ved at være helt gal! Det gik så godt i starten, mange spirer, som voksede hurtigt. Så begyndte nogle at dø, fair nok, tænkte jeg, det kan jeg leve med, da der var et godt udbytte i starten. Jeg troede at der kun ville være en omgang af død og ødelæggelse, men nu er den næste ved at gå igang. Billedet viser en af potterne med twilight, og det er ganske tydeligt at nogle af bladene er ved at krølle sammen. Og det er ikke godt, har jeg fundet ud af. Sådan startede det nemlig sidste gang. Hvis alle der krøller nu kommer til at dø, står jeg tilbage med kun en black pearl og en håndfuld af hver twilight og szechuan, ingen starfish, en praire fire og muligvis ingen lemon drop.
Det er lige før jeg overvejer at så nogle flere frø, selvom det er lidt sent for det. På den anden side, hvis de der ikke krøller holder sig i live, vil jeg stadig stå med 10-15 planter, hvilket slet ikke er så dårligt for en vindueskarm. Måske er det på tide at erkende at ikke alle spirer bliver til planter.

lørdag den 17. marts 2012

Mug-angreb

Nogle af potterne med chilier har fået mug på jorden. Det er godt nok irriterende, så nu skal jeg have købt nogle plastpotter, så jeg kan omplante uden at plante direkte i zinkspandene. Heldigvis lader det ikke til at have den store effekt på chilierne indtil videre, men jeg vil ikke risikere at der sker noget. Det ser bestemt ikke charmerende ud. Mine hvidløg har også mug på jorden, så måske har jeg vandet for meget. Det er også derfor, at jeg skal have købt plastpotterne, på den måde kan jeg nemlig vande nedefra, som mindsker overvandingen og forhåbentlig kommer der så ikke mug på jorden.

fredag den 16. marts 2012

Venus flugefanger er blomstret

Så skete det endelig, min fluefanger er blomstret! Du har måske tidligere set hvor lang stænglen, som blomsten sidder på, er blevet. Den er enormt høj. Knopperne har vokset sig store og nu er den første gået i blomst. De hvide kronblade er så tynde, at de næsten er gennemsigtige. Blomsten dufter ikke, men den er meget yndig og sart.
Jeg har ikke målt hvor lang stænglen er, jeg vil gætte på nogle og 30 centimeter, og den er meget dominerende på den ellers så lille plante. Hverken min orchidé eller min fredslilje er nært så høje. Jeg har aldrig haft en plante, der er vokset så hurtigt.

torsdag den 15. marts 2012

Så skal der støbes lys

Her er mit nyeste projekt. Jeg er blevet træt af at smide lysstumper ud, da det føles som spild og nu kan jeg endelig gøre noget ved det. I løbet af vinteren brænder jeg mange lys af og jeg ærger mig hver gang over at smide stearinrester væk.
I sidste uge sad jeg med de stumper af lys jeg har samlet sammen og skar dem i spåner og delte dem op efter farve. Det tog sin tid og mine fingre er fyldt med snitsår. Jeg har ikke nok stearin endnu, men der burde ikke gå længe før jeg kan lave mit første lys.
Dog vil der gå lang tid før jeg sparer det mindste på at lave mine lys selv. Bare støbeformen og 25 m væge kostede mig knap 200 kr. Forhåbentlig holder støbeformen til en hel del omgange.

onsdag den 14. marts 2012

Liste over de døde

Jeg har måtte erkende at nogle af chilierne er gået til. De har fået en ekstra chance i nogle dage, men ser så triste ud, at det vidst er på tide at sortere dem fra. De planter, der er tilbage er indtil videre flotte og stærke og det ville nok også have været for voldsomt at have over tyve planter. Det er ikke den største katastrofe i de fleste tilfælde. Desværre var der kun to Starfish, som var spirret og de er gået til. Det er ærgeligt, men jeg må bare prøve igen til næste år. Der er også lidt tomt i Praire Fire afdelingen. Indtil for nyligt troede jeg kun, at der var en spire, men da jeg gravede lidt i jorden, var der to små mere. De to små ser dog ikke helt gode ud og jeg ved ikke om de holder. Twilight og Szechuan har haft stort udbytte og selvom nogle er døde, er der stadig en god portion tilbage. De to Lemon Drop, som er spirret har det godt og Black Pearl har klaret sig ganske fint. Forhåbentligt overlever de som er tilbage.

tirsdag den 13. marts 2012

Hvidløg gror

Jeg havde nogle hvidløg, som ikke var blevet brugt og derfor var spirret. Dem plantede jeg og satte ved siden af chilierne, for at se om de ville gro og det gjorde de. På kort tid er skudene groet et godt stykke og de ser fine og sunde ud. Jeg har aldrig prøvet at dyrke hvidløg før og har ingen anelse om hvad jeg har gang i, men spændende er det.

mandag den 12. marts 2012

Ikke alle chilier har det godt

Desværre ser det ud til at nogle af chiliplanterne ikke klarer sig helt godt. Et par stykker af hver sort er blevet lidt slatne og har blade der er begyndt at krølle. De som klarer sig godt er derimod ved at lave det andet sæt blade og der er stadig flotte planter af alle sorter. Da alle planter står næsten samme sted og får nogenlunde samme mængde vand, er det svært at sige hvad der er gået galt. Måske er de bare ikke stærke nok. Om der skal vandes mindre eller mere har jeg ingen ide om. Tiden må vise om de går til.

onsdag den 7. marts 2012

Mystisk Tvillinge Chili

Her er mine Twilight. Som i kan se er den lille i kanten en siamesisk tvilling. Stammen er groet sammen på midten og der er to kimblade overfor hinanden. Den gror ikke lige så hurtigt som de andre, men den ser frisk og sund ud. Det bliver meget sjovt at se den, når den vosker sig stor. En af de andre Twilight, som ikke er på billedet, har tre kimblade i stedet for to. Om det er usædvaligt ved jeg ikke, men der er ingen andre, der har tre blade.
Alle planterne vokser for hver dag og de skal vendes ofte for ikke at gro skævt. Den eneste, som ikke er spirret endnu er Praire Fire. Indtil videre er der også kun to Lemon Drop, som har spirret, men der er tid endnu til at de kan komme op.
Black Pearl overraskede mig også i dag, da der var kommet en spire mere. Det sjove ved dem er, at de ikke har samme farve endnu. Den største er mest lilla og har mørke blade, men de andre er kun svagt lilla og har stadig grønne blade.

tirsdag den 6. marts 2012

De vokser

Her er billeder af både Twilight og Szechuan og de vokser for hver dag. To gange om dagen bliver de vandet med forstøveren og vendt 180 grader, så de ikke gror skævt. De vender sig meget hurtigt mod lyset og kæmper mod hinanden om pladsen. Det er som om de ved, at der er andre planter hos dem og derfor sætter farten op og drejer mod lyset.

Lemon Drop

Også Lemon Drop er spiret og flyttet op i vindueskarmen.

Starfish

De små spirer fra Stafish er nu rykket op i solen.

Black Pearl

Tre små spirer af Black Pearl, den ene er allerede lilla i farven.

fredag den 2. marts 2012

De første spirer

Her er de så endelige, de første spirer. Både Twilight og szechuan er spiret og det ser ud til at alle frø er gået igang. Så hvis de alle overlever, så kommer der til at blive meget grønt i lejligheden! Egentlig, er de spiret meget hurtigt. Det tog ca. en uges tid og med det store udbytte og fire andre sorter, der venter er det lige før, at jeg bliver nødt til at bortadoptere nogle.