onsdag den 21. november 2012

Professionel fattigrøv: min første skraldetur

Bevæbnet med to alt for dårlige lygter, et par rengøringshandsker og sikkerhedssko, tog mig og min kæreste ud i natten for at skralde. For at være ærlig, turde jeg ikke tage afsted alene, så heldigvis gad han, måske lidt modvilligt, at tage med mig.

Klokken var 22, da vi gik ud ad døren og da vi nåede det første af de planlagte steder, var det tydeligt at de ansatte ikke var taget hjem endnu, så vi gik videre. Vi ville helst ikke blive opdaget på vores jomfrutur og slet ikke skræmme nogle ansatte, så da vi opdagede at der også var ansatte det andet sted, bestemte vi os for at vente lidt.

Vi fandt et busskur med god udsigt over målet, hvor vi kunne sidde og se uskyldige ud. Efter et godt stykke tid blev mere lys slukket inde i butikken og efter endnu længere tid gik to ansatte ud ad bagdøren. Da vi ikke så dem låse efter sig og der stadig var lys der hvor de kom fra, ventede vi stadig. 

Da klokken blev 23.30 var der ikke sket mere end at to busser var kørt forbi og vi var ved at være kolde. Så hvis det skulle være, så var det nu.
Vi gik tilbage til det første mål og fandt to ulåste kontainere med affald. Den ene var fra en bager og indholdt ikke noget brugbart. Den anden indhold almindeligt skrald og kød, så vi gik igen uden noget, men havde fået mod på mere.

Igen tilbage ved det andet mål, stak jeg hovedet i kontaineren og så hurtigt, at der var bonus. Jeg havde forventet en voldsom stank og masser af rådne madvarer, da jeg fiskede en pose kartofler op, som lå gemt under nogle blade. Jeg kiggede grundigt på posen, som var intakt og begyndte at lede efter den kartoffel, som var årsagen til, at posen var blevet kasseret. Intet råd, smat eller deformiteter. De var alle perfekte. Det samme gjaldt de næste tre poser, så de kom alle i cykelkurven.
Længere inde i kontaineren så jeg nogle slikposer og stearinlys som jeg umuligt kunne nå, men da jeg havde fået blod på tanden bad jeg kæresten holde kontaineren åben, så jeg kunne hoppe i.

Det gik efter noget tid op for mig, at der var langt flere varer end jeg på nogen måde kunne tage med hjem eller nå at spise og de fleste fejlede absolut intet. Jeg var dybt forundret, også over at mit egen skraldespand derhjemme lugtede 100 gange værre end den jeg stod nede i. Vi tog det vi kunne have med og gik hjemad i højt humør over succesen, dog med en smule yoghurt på den ene sko.


Dette var hvad mig og kæresten kunne slæbe med os i en cykelkurv og en indkøbspose.


Synes du, at dette ligner skrald? Det synes det supermarked, som vi besøgte og disse ting er ikke engang vasket endnu!

Oversigt over "skraldet" vi tog med hjem:
2 poser bagekartofler
2 poser alm. kartofler
1 pakke små tomater
1 pakke rodfrugtmix
3 porer
1 blomkål
1 ananas
2 poser øko citroner
4 poser slik
1 rulle gavebånd
2 kalenderlys

mandag den 19. november 2012

Rester: Klatkager

Hvis du aldrig har smagt klatkager før, så er du gået glip af en ganske lækker, billig og vegetarisk nem ret. I bund og grund minder klatkager meget om amerikanske pandekager bare med mere tekstur. Og de smager fantastisk med sirup og smør.

Der skal kun en lille rest risengrød til en helt ny portion aftensmad.

Opskrift:

Ingredienser:
risengrød-rest
1-2 æg, alt efter størrelsen på resten
1-2 spsk sukker
1 tsk vaniliesukker
3-4 spsk mel
ca 2 spsk mælk

Fremgangsmåde
Hvis risengrøden virker stivnet, så rør den blød med en ske. Bland de øvrige ingredienser i, i den mængde, der giver den konsistens du ønsker. Grød-klatter steges i olie eller smør på en varm pande til de er gyldne. Spises med sirup eller fryses ned til senere brug.

Færdige gyldne klatkager

fredag den 16. november 2012

Vegetar-propaganda: Video 1


Professionel fattigrøv: Forsikringer

Efter at jeg havde set et program på DR om at vi næsten aldrig skifter forsikring og at forsikringsselskaberne derfor tjener fedt på deres kunder, gik jeg igang med at se på mine egne forsikringer. Jeg forventede ikke at jeg kunne spare det helt store, men besluttede mig for at prøve alligevel. Jeg har kun tre forsikringer: ulykke, indbo og hunde-ansvar og synes ikke selv at de var dyre, men jeg elsker at spare penge (hvem gør ikke det?)
De to første forsikringer havde jeg hos samme selskab: Privat Sikring, og det var tegnet igennem min bank. Den sidste forsikring på min hund havde jeg hos Alm. Brand og kostede mig under 500 om året, så det var den sidste jeg forventede at kunne spare på.

Og her kommer så den store overraskelse: uden stort set at lette en finger har jeg sparet 25 % på mine forsikringer om året uden at være dårligere dækket. Jeg gik fra at betale cirka 4000 om året i forsikringer til at betale cirka 3000 kroner ved at skifte til Gjensidige.

Overvejer du nu at kigge dine forsikringer igennem? Jeg vil anbefale dig at gøre det, for jeg blev overrasket!

torsdag den 15. november 2012

Propaganda

Denne blog vil fremover indeholde Vegetar-propaganda.

Jeg har valgt se virkeligheden i øjnene og det har gjort, at jeg ikke længere spiser kød. Og jeg hverken savner det eller har brug for det. Jeg har ikke mange penge at gøre med og har aldrig haft det, derfor har jeg kun haft råd til det billigste kød. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at de dyr jeg spiste havde haft det godt nok, men har altid vidst at det ikke var sandt.
Derfor bestemte jeg mig for, at hvis jeg kunne spise kød hver dag, så skulle jeg også kunne holde til at se videoer om hvordan disse dyr har haft det og hvordan de er endt på min tallerken. Jeg kunne sagtens holde til de i starten, for jeg har været aktiv i dyreværnsorganisationer i mange år og har set mange af den slags.
Men efterhånden som min hverdag bestod af flere og flere kødløse dage og jeg blev ved med at udskyde dage med kød, gik der noget op for mig:

Jeg er VEGETAR

Den industri og lovgivning jeg indædt har kæmpet imod, har jeg på samme tid støttet og bevaret via mit forbrug. Men nu er jeg et skridt nærmere at blive en sand dyreven, miljøforkæmper og få et sundere liv.

Det første tegn på at det er det rigtige man gør er, at ens hjerte føles let. Det kaldes god samvittighed.

-Nina Ø. Thøgersen

Svensk pølseret: vegetarisk remake

Svensk pølseret er både super lækkert og billigt, men da jeg er på "kødstrejke" på ubestemt tid har jeg lavet en vegetarisk version, der minder om den originale.
Det nemme ville være at skifte pølserne ud med sojapølser, men de er så dyre, at jeg ikke har prøvet dem endnu.

Opskrift

Ingredienser

1 løg
2 dl fløde
1 ds tomatkoncentrat
500-700 g kogte kartofler
1 ds baked beans
Paprika
Ketchup

Fremgangsmåde

Skræl kartoflerne, skær dem i stykker og kog dem møre. Dette kan gøres på forhånd. Ved at skære kartoflerne før de koges i stedet for efter, modvirker man, at de falder fra hinanden.
I en anden gryde steges løg klare og bløde. Der tilsættes fløde, tomatkoncentrat og baked beans og retten smages til med paprika og evt. ketchup. Kort før retten skal serveres kommes kartoflerne i for at varme igennem. Serveres med groft brød.